Kingo har gennem de seneste år, blandt andet gennem samarbejde med Shipley, styrket deres tilbudskompetencer. Derfor blev vi på denne opgave enige om, at Kingo skulle køre tilbudsprocessen selv, og at Shipleys fokus primært skulle være på gennemgang og kommentering af tekster til tilbuddet.
Kingo er specielt stærke inden for miljøsanering, og da netop miljøsanering og håndtering af PCB-forurenet affald var et springende punkt for ordregiver, var det vigtigt, at Kingos kompetencer blev formidlet tydeligt og overbevisende i tilbuddet.
Professionel support sikrede, at tilbuddet formidlede tydelig værdi for kunden – og sikrede Kingo Karlsen kontrakten
Shipley gennemlæste og kommenterede løbende Kingos tilbudstekster og gav desuden forslag til, hvordan Kingos styrker kunne fremhæves, så det blev tydeligt for evaluatorer af tilbuddet, hvorfor Kingo burde være den foretrukne leverandør på opgaven. Shipley bidrog desuden til udarbejdelse af CV’er, så det var tydeligt, at Kingo bød ind med en solid medarbejderpulje, der havde alle nødvendige kompetencer til rådighed for opgaven.
“Shipley var med til at flytte vores fokus, så vi i tilbuddet fik svaret præcis på dét, kunden efterspurgte. I modsætning til tidligere samarbejde med Shipley styrede vi selv processen denne gang, men Shipley var med på sidelinjen og disponerede tilbuddet, gennemlæste tekster og sikrede at indholdet var prioriteret korrekt.”
Jes Møller-Jensen
Salgs- og Markedschef
Opgaven består i projektering, miljøsanering, nedrivning og affaldsbortskaffelse af fem 16-etagers højhuse i Brøndby Strand Parkerne. Opgaven begynder i 2021 og vil forløbe over tre år. Det er Danmarks hidtil største nedrivningsprojekt, idet der skal fjernes mere end 50.000 ton beton.
Kingo Karlsen A/S er Danmarks førende nedbrydningsvirksomhed med over 65 års erfaring i branchen. Kingo udfører miljøsanering og nedbrydningsarbejde i hele Danmark, men også opgaver på Grønland gennem Kingo Grønland ApS i Nuuk.